Bevismiddeltilsynet er betroet en samfundsvigtig opgave. Vi medvirker til at sikre tillid til retssystemet ved at styrke kvaliteten og integriteten af tekniske beviser i straffesager.
Vi er en uafhængig myndighed, som fører tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser gennem hele straffesagskæden. Det gør vi ved dels at gennemføre tematiske tilsyn med udvalgte beviser, dels at føre tilsyn med politiets og anklagemyndighedens afdækning og opfølgning på (potentielle) fejl ved beviserne (orienteringssager).
Vi arbejder praksisnært på baggrund af specialiseret viden om beviserne. Vores tilsyn tager udgangspunkt i viden om praksis i det danske retssystem, internationale standarder og ekstern ekspertbistand. Vi opbygger en ekspertise og tværfaglig erfaring, som kan kvalificere den fremadrettede behandling af beviserne.
Vi skaber værdi ved at gennemføre valide analyser af generelle tendenser ved behandlingen af beviserne igennem hele straffesagskæden og fremsætte anbefalinger, som er anvendelige i praksis.
Vores tilgang til arbejdet er forankret i grundighed og kvalitet. Det er desuden karakteristisk for os, at vi har høj faglig og personlig integritet og fokus på transparens, når vi løser vores opgaver og kommunikerer med straffesagens aktører herom.