Tematisk tilsyn med behandlingen af DNA-beviset
1. Udvælgelse af DNA-beviset til tematisk tilsyn
DNA-beviset er udvalgt til tematisk tilsyn på baggrund af en samlet skønsmæssig vurdering i forhold til både væsentlighed og risiko forbundet med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset.
Bevismiddeltilsynet har ved udvælgelsen lagt vægt på, at DNA-beviset er udtryk for en kompleks matematisk sandsynlighedsberegning. Det er derfor centralt, at politiet og anklagemyndigheden tilstrækkeligt og fyldestgørende beskriver de usikkerheder og forbehold, der knytter sig til DNA-beviset, og at oplysningerne om forbehold og usikkerheder i relevant omfang fremgår af straffesagerne og fremlægges åbent under sagernes behandling ved domstolene. Samtidig knytter der sig en række kendte risikofaktorer til anvendelsen af DNA-beviset, f.eks. risikoen for overførsel af DNA.
Herudover kan de potentielle risikofaktorer ved politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset være af høj væsentlighed for borgerens retssikkerhed. Det skyldes, at DNA-beviset ofte indgår i bevisvurderingen med betydelig vægt, samt at DNA-beviset blandt andet anvendes i straffesager, der medfører fængselsstraf, og således kan have indgribende betydning for den tiltalte.
2. Tilsyn iværksættes
Bevismiddeltilsynet iværksatte i december 2022 et tematisk tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset.
Omdrejningspunktet i det tematiske tilsyn er, i hvilken grad politiets og anklagemyndighedens behandling sikrer DNA-bevisets kvalitet og integritet, samt hvorvidt der kan være områder, hvor myndighederne med fordel kan justere deres praksis med henblik på at øge bevisets kvalitet og integritet.
3. Foranalyse
Bevismiddeltilsynet indledte det tematiske tilsyn med DNA-beviset med en foranalyse. Formålet med foranalysen var at målrette tilsynet mod de risikofaktorer og usikkerheder, der forventes at have størst betydning for DNA-bevisets kvalitet og integritet igennem hele straffesagskæden.
Bevismiddeltilsynet indsamlede i foranalysen viden fra politiet og anklagemyndigheden samt en række øvrige aktører af relevans for behandlingen af DNA-beviset, herunder forsvarsadvokater, domstolene og eksperter/specialister.
I foranalysen identificerede Bevismiddeltilsynet ikke fejl ved behandlingen af DNA-beviset, men en række risikofaktorer. Disse risikofaktorer har medført, at der i den del af det tematiske tilsyn, der omhandler politiets procedurer og retningslinjer, særligt er fokus på kontamineringsrisikoen i forbindelse med sporsikring på gerningssteder samt dokumentation af sporsikring på gerningssteder.
4. Fokuseret del af det tematiske tilsyn
Efter foranalysen har Bevismiddeltilsyn indledt den fokuserede del af det tematiske tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset.
Tilsynet er behandlet i tre delrapporter.
Delrapport I omhandler dels politiets procedurer og retningslinjer samt politiets efterlevelse heraf, dels beskrivelsen af forbehold og usikkerheder i straffesagens samlede materiale. Delrapporten er udarbejdet på baggrund af blandt andet en gennemgang af afsluttede straffesager, data fra kvalitetskontroller samt tilsynsbesøg i udvalgte politikredse, hvor der er foretaget interviews med medarbejdere.
Delrapport I blev sendt i høring hos Rigsadvokaten og Rigspolitiet i december 2024. Bevismiddeltilsynet har primo 2025 modtaget høringssvar fra begge myndigheder.
Delrapport II omhandler anklagemyndighedens procedurer og retningslinjer samt anklagemyndighedens efterlevelse heraf. Delrapporten er udarbejdet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt tilfældigt udvalgte anklagere i anklagemyndigheden.
Delrapport II er sendt i høring hos Rigsadvokaten og Rigspolitiet i december 2025. Bevismiddeltilsynet har primo 2026 modtaget høringssvar fra begge myndigheder.
Delrapport III
Delrapport III omhandler tilsynet med, at anklagemyndigheden sikrer, at oplysninger om forbehold og usikkerheder ved beviset fremgår af sagen og fremlægges under straffesagens behandling ved domstolene.
Delrapport III er sendt i høring hos Rigsadvokaten og Rigspolitiet i maj 2026.
5. Høring af Rigspolitiet og Rigsadvokaten over udkast til tilsynsrapport
Udkast til tilsynsrapport om behandlingen af DNA-beviset sendes i høring hos Rigspolitiet og Rigsadvokaten, så myndighedernes faglige og praktiske viden om de forhold, der er genstand for rapporten, kan inddrages i Bevismiddeltilsynets endelige vurderinger. Myndighedernes høringssvar behandles i en kommenteret høringsoversigt, der afgives til myndighederne sammen med tilsynsrapporten.
Denne fase er igangværende for delrapport III.
6. Afslutning på det tematiske tilsyn
De tre delrapporter samles i en endelig tilsynsrapport, der afgives til Rigspolitiet og Rigsadvokaten.