I forbindelse med behandlingen af orienteringssager skal Bevismiddeltilsynet for det første foretage en vurdering af, om den myndighed (politiet og/eller anklagemyndigheden), der har konstateret en fejl eller en mulig fejl, i tilstrækkelig grad har afdækket fejlen og dennes retssikkerhedsmæssige konsekvenser.
For det andet skal Bevismiddeltilsynet foretage en samlet vurdering af, om de tiltag, myndigheden har iværksat i anledning af den konstaterede fejl eller mulige fejl, er tilstrækkelige til at adressere denne og dens retssikkerhedsmæssige konsekvenser, samt om de er tilstrækkelige til at forhindre og forebygge en lignende situation.
Bevismiddeltilsynet behandler som udgangspunkt orienteringssager på skriftligt grundlag. Afhængigt af orienteringssagens karakter vil vi også undervejs i arbejdet med orienteringssagerne have en mundtlig dialog med de myndigheder, der er ansvarlige for den konkrete (mulige) fejl, f.eks. på møder med repræsentanter for de relevante myndigheder.