Proces for tematisk tilsyn med behandlingen af DNA-beviset
1. Udvælgelse af DNA-beviset til tematisk tilsyn
DNA-beviset blev udvalgt til tematisk tilsyn på baggrund af en samlet skønsmæssig vurdering i forhold til både væsentlighed og risiko forbundet med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset.
Bevismiddeltilsynet lagde ved udvælgelsen vægt på, at DNA-beviset er udtryk for en kompleks matematisk sandsynlighedsberegning. Det er derfor centralt, at politiet og anklagemyndigheden tilstrækkeligt og fyldestgørende beskriver de usikkerheder og forbehold, der knytter sig til DNA-beviset, og at oplysningerne om forbehold og usikkerheder i relevant omfang fremgår af straffesagerne og fremlægges åbent under sagernes behandling ved domstolene. Samtidig knytter der sig en række kendte risikofaktorer til anvendelsen af DNA-beviset, f.eks. risikoen for overførsel af DNA.
Herudover kan de potentielle risikofaktorer ved politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset være af høj væsentlighed for borgerens retssikkerhed. Det skyldes, at DNA-beviset ofte indgår i bevisvurderingen med betydelig vægt, samt at DNA-beviset blandt andet anvendes i straffesager, der medfører fængselsstraf, og således kan have indgribende betydning for den tiltalte.
2. Tilsyn iværksættes
Bevismiddeltilsynet indledte det tematiske tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset med åbningsmøder i januar 2023.
Omdrejningspunktet i det tematiske tilsyn var, i hvilken grad politiets og anklagemyndighedens behandling sikrer DNA-bevisets kvalitet og integritet, samt hvorvidt der kan være områder, hvor myndighederne med fordel kan justere deres praksis med henblik på at øge bevisets kvalitet og integritet.
3. Foranalyse
Bevismiddeltilsynet indledte det tematiske tilsyn med DNA-beviset med en foranalyse. Formålet med foranalysen var at målrette tilsynet mod de risikofaktorer og usikkerheder, der forventes at have størst betydning for DNA-bevisets kvalitet og integritet igennem hele straffesagskæden.
Bevismiddeltilsynet indsamlede i foranalysen viden fra politiet og anklagemyndigheden samt en række øvrige aktører af relevans for behandlingen af DNA-beviset, herunder forsvarsadvokater, domstolene og eksperter/specialister.
I foranalysen identificerede Bevismiddeltilsynet ikke fejl ved behandlingen af DNA-beviset, men en række risikofaktorer. Disse risikofaktorer medførte, at der i den del af det tematiske tilsyn, der omhandlede politiets procedurer og retningslinjer, særligt var fokus på kontamineringsrisikoen i forbindelse med sporsikring på gerningssteder samt dokumentation af sporsikring på gerningssteder.
4. Fokuseret del af det tematiske tilsyn
Efter foranalysen indledte Bevismiddeltilsyn den fokuserede del af det tematiske tilsyn med politiets og anklagemyndighedens behandling af DNA-beviset.
Tilsynet omhandlede politiets og anklagemyndighedens procedurer og retningslinjer for behandlingen af DNA-beviset samt myndighedernes efterlevelse heraf. Tilsynet drejede sig derudover dels om beskrivelsen af forbehold og usikkerheder i straffesagens samlede materiale, dels om at anklagemyndigheden sikrer, at oplysninger om forbehold og usikkerheder ved beviset fremgår af sagen og fremlægges under straffesagens behandling ved domstolene.
Tilsynet er ført på baggrund af bl.a. en gennemgang af afsluttede straffesager, data fra kvalitetskontroller, tilsynsbesøg i udvalgte politikredse, hvor der er foretaget interviews med medarbejdere i politiet og anklagemyndigheden samt en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt tilfældigt udvalgte anklagere i anklagemyndigheden.
5. Høring af Rigspolitiet og Rigsadvokaten over udkast til tilsynsrapport
Udkast til tilsynsrapport om behandlingen af DNA-beviset blev sendt i høring hos Rigspolitiet og Rigsadvokaten, så myndighedernes faglige og praktiske viden om de forhold, der er genstand for rapporten, kunne inddrages i Bevismiddeltilsynets endelige vurderinger. Høringen blev gennemført ad tre omgange i form af tre delrapporter, som tilsammen udgjorde den samlede tilsynsrapport.
Myndighedernes høringssvar er behandlet i en kommenteret høringsoversigt.
6. Afslutning på det tematiske tilsyn
Den endelige tilsynsrapport blev afgivet til Rigspolitiet og Rigsadvokaten d. 25. september 2026. Bevismiddeltilsynet anmodede i den forbindelse Rigspolitiet og Rigsadvokaten om inden fire måneder at tage stilling til tilsynets anbefalinger.